Særudstilling med lokal kunstner: Stine Florians Ansigter

”Johanne Elisabeth Larsen”: Johanne Elisabeth Larsen (1890 – 1907) boede på fattiggården i Kongsted. Tegnet af Stine Florian, billedrettigheder: Faxe Kommunes Arkiver

Den lokale kunstner Stine Florian tegnede portrætter i kul af både høj som lav. Hendes værker har prydet væggene i lokale hjem, og en særudstilling på Geomuseum Faxe udfolder nu historierne bag ansigterne.

Mød så forskellige lokale skæbner som pigen fra fattiggården, skolelæreren og bryggeren bag Kongsted Bryggeri, når Østsjællands Museum åbner udstillingen ”Stine Florians Ansigter” den 12. oktober på Geomuseum Faxe.

Udstillingen er blevet til på initiativ af Faxe Billedkunstråd og Faxe Kommunes Arkiver. Arkivet har udlånt portrætterne, og Østsjællands Museum har gravet de lokale historier bag portrætterne frem og fortæller herigennem historien om tiden og dens levevilkår.

– Det glæder mig at præsentere en udstilling, som forener det kunstneriske med det kulturhistoriske, som Østsjællands Museum står for. Samtidig har det været en fantastisk anledning til at samarbejde med andre vigtige kulturinstitutioner i Faxe Kommune, siger direktør for Østsjællands Museum Kasper Renström Østervig.

– Udstillingen er vigtig, fordi den formidler vores lokale kulturarv, og der har været flere stærke kræfter i gang for at få den til at lykkes. Det glæder mig, at vi i fællesskab kan udfolde lokalhistorien og samarbejde om at kunne byde på en smuk og oplysende udstilling til glæde for borgerne, som måske endda kan se en forfader blandt portrætterne, siger formand for Plan & Kulturudvalget René Tuekær.

Stine Florian: Et plejebarn med et særligt talent

Kunstneren Stine Florian var plejebarn på andres velvilje, men hun havde talent for at tegne, og som noget helt usædvanligt for en kvinde fra arbejderklassen fik hun mulighed for at uddanne sig på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder i København. Måske gav opvæksten i trange kår hende et særligt blik for dem, der ikke normalt havde råd til at blive portrætteret.

For kunstner og næstformand i Faxe Billedkunstråd Lotte Tauber Lassen, er der i hvert fald ingen tvivl om, at portrætterne byder på en særlig kvalitet og inviterer til eftertænksomhed:

– I Stine Florians tegninger er livet gengivet i øjnenes blik. Vi hilser på de portrætterede hen over tiden, og deres blik er fanget i evig stilstand på papiret. Billederne i sig selv forbliver tavse – de holder på deres hemmelighed, og det giver plads til eftertænksomhed. Vi kan overveje, hvordan deres liv mon var, ligesom vi kan forholde os til vores eget, siger Lotte Tauber Lassen.

Portrætterne i udstillingen er fra lokale hjem

Kultegningerne i udstillingen er udlånt af Faxe Kommunes Arkiver og er samlet drypvis ind fra de familier, der har haft den hængende.

– Det er skønt, at tegningerne kommer ud at leve i det lokalsamfund, de er dannet af. Det er en helt særlig samling, fordi den er kommet til os lidt efter lidt og består af billeder af folks familiemedlemmer, som har hængt i deres hjem og været en del af deres hverdag, siger arkivleder Marianne Rimmen Raasted.

Fortidens fortællinger er rørende og barske

De udstillede portrætter har hver især tilknyttet en lille historie, og det er museumsinspektør på Kulturmuseum Øst Naomi Pinholt, som har gravet informationer om de lokale skæbner frem.

– Det har været en rørende proces, hvor vi er kommet tæt på helt almindelige mennesker, som levede i vores område. Deres historier er barske og viser, hvor meget vores samfund har ændret sig over de seneste par generationer. Stine Florians ansigter var med til at bane vejen for vores moderne samfund, og for at vi i dag har adgang til god sundhed, uddannelse og en tryg alderdom, siger Naomi Pinholt.

Museumsinspektør på Kulturmuseum Øst Naomi Pinholt og leder af Faxe Kommunes Arkiver Marianne Rimmen Raasted. Foto: Østsjællands Museum.

Prøv kræfter med portrætter

Ud over portrætterne af Stine Florian byder udstillingen på et værksted, hvor der kan prøves kræfter med kultegning og et gammeldags fotostudie med en lænestol. For de små er der mulighed for at klæde sig ud i tidstypisk tøj fra perioden, og der er enkelte kulturhistoriske genstande udstillet.

Pressekontakt:

Direktør for Østsjællands Museum, Kasper Renström Østervig, telefon: 20 51 77 20
Museumsinspektør Kulturmuseum Øst, Naomi Pinholt, telefon: 21 55 22 06