Usædvanligt fund af danekræ på Stevns Klint

Et helt nyt fund af danekræ kan ses på Geomuseum Faxe i vinterferien. Det er en klump af 66 millioner år gammelt opkast, som er fundet på Stevns Klint og netop erklæret som danekræ.

Danekræ DK-1295, en opgylpet klump af søliljefragmenter fra mindst to forskellige arter af søliljer, der blev spist i kridttiden for 66 millioner år siden. Foto: Sten Lennart Jakobsen

På godt gammeldags dansk er der fundet en klat fossilt bræk på Stevns Klint. Den slags fund er sjældne, og Danekræudvalget har netop erklæret det fossile opkast for danekræ. På fagsprog hedder den type af fund regurgitalite, og de regnes for meget vigtige, når fortidige økosystemer skal rekonstrueres, fordi fundene giver vigtig viden om, hvilke dyr der er blevet spist af hvem.

Fundet blev gjort af den lokale fossiljæger Peter Bennicke, der opdagede en underlig lille ansamling af søliljestykker i et stykke skrivekridt, han netop havde flækket. Fundet bragte han til Geomuseum Faxe, hvor det blev renset og undersøgt af den hollandske ekspert i søliljer, John Jagt.

Eksperten konkluderede, at ansamlingen bestod af mindst to forskellige arter af søliljer blandet sammen i en rund klump, og at der måtte være tale om rester af søliljer, der var blevet spist af et dyr der bagefter havde gylpet de ufordøjelige dele af søliljerne op igen.

Museumsinspektør på Geomuseum Faxe og medlem af Danekræudvalget Jesper Milàn forklarer:

”Det er virkelig et usædvanligt fund. Søliljer er ikke en specielt næringsrig kost, da de hovedsaligt består af kalkplader, der er holdt sammen af ganske få bløddele. Men her er altså et dyr, sikkert en slags fisk, der for 66 millioner år siden spiste Søliljer, der levede på bunden af kridthavet og gylpede skeletdelene op igen. Sådan et fund giver vigtig ny viden om forholdet mellem rovdyr og byttedyr og fødekæderne i kridttidens hav”.

Fossilt opkast kommer på museum
Skulle man få lyst til at se det nye danekræ fra klinten, er der mulighed for det i vinterferien (uge 7 og 8), hvor det vil blive udstillet i en lille særudstilling på Geomuseum Faxe.

Fakta: Hvad er Danekræ
Begrebet ”danekræ” blev indført i 1989 som betegnelse for jordfundne naturskabte genstande af enestående naturhistorisk værdi. Danekræ tilhører, ligesom danefæ, staten og skal afleveres til et af statens naturhistoriske museer. Danekræudvalget er nedsat at Statens Naturhistoriske Museum og afgør, om indleverede fund skal erklæres for danekræ.

Yderligere information:
Jesper Milan, Museumsinspektør, Geomuseum Faxe: jesperm@oesm.dk, tlf: 30242543